nye expekt Blog
Optakt: Schweiz - Italien - 1/8-finale
Af Frank Pilantra
- Dagens kamp: 1/8-FINALE: Schweiz – Italien
- Lørdag den 29. juni kl. 18.00, Olympiastadion, Berlin
De forsvarende europamestre fra Italien var i store problemer i den sidste gruppekamp mod Kroatien, men en scoring i absolut sidste sekund sendte Italien op på andenpladsen i Gruppe B. Italien har igen vist flot forsvarsspil ved denne slutrunde, og Gianluigi Donnarumma har været en af EM's bedste målmænd. Han reddede bl.a. Italien flere gange i den dramatiske 1-1 kamp mod Kroatien.
I den anden ende af banen har landstræner Luciano Spalletti ikke rigtig fået gang i offensiven, og både Federico Chiesa og Gianluca Scamacca mangler endnu at stemple ind ved denne slutrunde. Det kan måske komme i lørdagens ottendedelsfinale mod Schweiz, hvor Italien tager favoritværdigheden.
Men det bliver nok ikke en målrig ottendedelsfinale i Berlin, og vi kan komme til at se et italiensk mandskab, der som udgangspunkt vil spille ud fra en sikker defensiv organisation. Så det bliver den stærke forsvarskæde, der skal sikre, at italienerne går videre til kvartfinalerne. De skal sørge for, at Schweiz ikke kommer til chancer eller får overtaget i kampen.
Nøglen til italiensk sejr kan komme fra de to backs, Federico Dimarco og Giovanni Di Lorenzo, der både skal lukke ned for schweizernes indlæg og samtidig støtte den italienske offensiv med gennembrud på fløjene.
Vi skal også holde godt øje med Schweiz, der kommer ind til ottendedelsfinalen med selvtillid. De spillede lige op med de tyske værter i deres sidste gruppekamp og var yderst tæt på at snuppe sejren. Men i overtiden kom den indskiftede angriber Niclas Füllkrug højest på et indlæg og fik udlignet til 1-1, og dermed endte tyskerne med at løbe med førstepladsen.
Men Schweiz spillede med optimisme og fik testet den tyske keeper Manuel Neuer flere gange undervejs. De kan tage en masse med fra de tre gruppekampe, hvor Schweiz indledte med en overbevisende 3-1 sejr over Ungarn, inden de fik 1-1 mod Skotland.
Schweiz kan komme med en afventende taktik, og vi kan forvente, at schweizerne vil have stor respekt for Italien. Vi så, hvordan det lykkedes at holde Tyskland nede på få chancer, og den præstation kan landstræner Murat Yakin forsøge at gentage mod Italien.
Vi kan få en taktisk start på kampen, hvor både Schweiz og Italien vil holde fokus på organisationen, og der vil næppe blive kastet mange spillere frem i offensiven. Her satses på, at stillingen er 0-0 ved pausen og så må målene komme i 2. halvleg, hvor begge hold kan åbne mere op for offensive aktioner.
Spilforslag: Resultat 0-0 efter 1. halvleg til odds 2,35
Om Frank Pilantra
Frank Pilantra er ny ekspert hos nye expekt. Han giver dig overblikket over udvalgte kampe og tilbyder dig råd og vejledning til din betting. Frank Pilantra har i mange år været betting ekspert og har erfaring fra spilbranchen. Han arbejder i dag som digital redaktør.